Midlife Crisis – Eller når du ikke længere kan ignorere meningen med dit liv

Kathrin var altid en strålende kvinde. Hun havde et åbent hjerte, et smittende grin, og folk følte sig godt tilpas i hendes nærvær. Med hendes positive sind lykkedes det hende at opmuntre andre, få dem til at grine og give dem følelsen af, at alt i livet ville blive godt.

Og i lang tid følte hun sig selv på samme måde: glad, tilfreds, som om hun stod på livets solside.

Men så kom det øjeblik.

Det begyndte langsomt, omkring hendes 45. fødselsdag. Pludselig var der en uro i hende, en stille stemme, der blev højere og højere:
„Er det virkelig alt? Er det mit liv? Er jeg på den rette vej?“

Kathrin begyndte at stille spørgsmålstegn ved tingene – sig selv, sine følelser, sine valg. Hun kunne mærke, at hun forandrede sig.

Hendes job, der altid havde givet hende tryghed, føltes pludselig tomt. Blev det virkelig hende? Var det hendes bidrag til verden? Og hendes mand – var han virkelig støttende, eller holdt han hende ubevidst i et liv, hun ikke længere ville have?

Hvad vil jeg egentlig?

Hendes veninder smilede og sagde: „Åh, det er bare en fase. Det går over.“

Men Kathrin vidste: Det her var ikke bare en fase. Det var et kald. Et kald efter mere dybde, efter mere mening, efter hendes sande kald.

Så hun begyndte at søge.

Hun deltog i seminarer, gik til yoga, begyndte at meditere. Og jo mere hun forbinde sig med sig selv, desto klarere blev det for hende: Der var noget i hende, der endelig ville blive set.

Men med klarheden kom også frygten.

Frygten for at være anderledes. Frygten for ikke længere at blive forstået. Frygten for at miste sine venner og det liv, hun kendte.

Og netop det skete.

Hendes omgangskreds reagerede forvirret, nogle lo af hende, andre forsøgte at få hende tilbage på den “gamle vej”. Hendes mand forstod hende ikke længere, der opstod hyppigere konflikter. Og Kathrin begyndte at spørge sig selv, om hun måske virkelig bare var “skør”.

Hvad nu, hvis jeg mister alt?
Hvad nu, hvis jeg ender med at være alene?

Denne frygt var som en usynlig mur, der forhindrede hende i virkelig at gå sin egen vej.

Og en dag indså hun: Hun havde brug for hjælp.

Hun begyndte et coachingforløb med en hypnotisør. Skridt for skridt lærte hun at sortere sine tanker og følelser, at anerkende sine værdier, at definere sine ønsker. Kognitivt forstod hun meget – men frygten blev stadig ved.

Hendes coach foreslog, at de skulle arbejde med hypnose.
„Frygten sidder dybt, dybere end din bevidsthed kan forstå. Hypnose kunne hjælpe dig med at løsne den der, hvor den er opstået.“

Kathrin var skeptisk, men længslen efter frihed var større end hendes tvivl.

Hvad hun ikke havde forventet: Disse frygter – frygten for at blive forladt, frygten for at være alene – var meget ældre, end hun troede.

Pludselig dukkede der minder op, som hun ikke vidste, hun havde gemt:

• Adskillelsen lige efter hendes fødsel – 24 timer på hospitalet, adskilt fra sin mor.
•  De første dage i børnehaven – Som 3-årig, med følelsen af, at hendes mor aldrig ville komme tilbage.

Dengang havde hun lært: „Hvis jeg er flink, så elsker de mig. Så bliver de.“

Og nu, som voksen, stod hun igen foran denne frygt.

At leve sit sande selv betød, at hun ikke længere var „flink“. Og dybt i sig selv havde hun den følelse: Hvis jeg ændrer mig, mister jeg alt.

Men gennem hypnosen begyndte noget at løsne sig.

For første gang kunne hun virkelig mærke disse gamle frygter – og netop derfor mistede de deres magt.

Stykke for stykke blev det lettere. Panikken lettede. Hun kunne endelig mærke sig selv klarere.

Og en dag vidste hun: Jeg vil gå min egen vej. Uanset hvad der sker.

Kathrin fandt modet til at fortsætte. Og med hvert skridt blev hun friere.

Hun opdagede sit sande kald.

• Og hun indså: Jeg er ikke alene – jeg har aldrig været det.
• Og du?
• Føler du kaldet i dig?
• Holder frygten dig fast?

Vær som Kathrin.
Tag dit lykke, din glæde og dit liv i dine hænder.