Sexuelt misbrug / Seksuelle overgreb / Voldtægt

Jeg tilbyder et trygt rum, hvor du kan åbne op og begynde din helingsrejse. Hvis du er klar til at tage det første skridt, vil jeg være her for at støtte dig gennem din proces.

**Seksuelle overgreb – hvordan det ændrede mit liv, uden at jeg bevidst bemærkede det**

Pludselig gav meget mening, og jeg kunne begynde at tilgive mig selv. Tilgive for alle de gange, hvor jeg ikke kunne sætte grænser. Ingen grænser. Og det på trods af, at jeg egentlig altid havde været en person, der var god til at sætte grænser. Jeg kunne gøre mig gældende overfor lærere, stå ved min mening – både i skolen og senere i arbejdslivet. Jeg har altid forsvaret andre, når jeg så, at de blev behandlet uretfærdigt. Jeg har nok altid været en rebel, især når det gjaldt regler, der ikke gav mening for mig. Når jeg skriver det nu, kan jeg se, at jeg bestemt kunne sætte grænser – og alligevel var der et område, hvor det ikke var muligt for mig. Som om der ikke var nogen grænse der. Ikke engang moralske grænser, etik eller love.

Jeg har skammet mig så mange gange og fordømt mig selv, fordi jeg simpelthen ikke kunne sætte grænser på dette område. Jeg havde ingen anden forklaring på det, udover at jeg var svag, dum og værdiløs. At jeg gjorde noget, som gjorde at det altid skete for mig igen og igen. Jeg troede, at jeg bare var født under en uheldig stjerne. Men hvad var problemet? Problemet var mændene, der bare hele tiden rørte ved mig. Om det var idrætslæreren, typen på stationen, der på vej forbi mig tog fat i mine bryster med begge hænder, da jeg lige var fyldt 13. Manden på seminaret, der strøg mig på benet, mens jeg havde øjnene lukkede for en øvelse. Endnu en mand på seminaret, der uden at jeg havde bedt om det, rørte ved mit knæ. En mand, der kyssede mig. Og mange flere.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor jeg ikke bare sagde nej. Hvorfor jeg ikke bare slog hånden væk, rejste mig og gik. I stedet sad jeg der, hele min krop frosset. Jeg havde store problemer med overhovedet at kunne tale. Det var en følelse af total magtesløshed, min krop stivnede, jeg var som lammet – ude af stand til at handle eller tænke. Efter det første chok, når min krop kom i bevægelse igen og jeg kunne udtrykke mig igen, hørte jeg mig selv sige ord, der skabte kontakt til manden. Det var som om jeg var tvunget til ikke at sige eller gøre noget forkert. Jeg følte mig fuldstændig fjernstyret.

I dag ved jeg hvorfor jeg reagerede sådan, og hvorfor jeg slet ikke kunne gøre noget anderledes. Det var en ren overlevelsesstrategi. Vores krop reagerer i ekstreme situationer med tre overlevelsesmekanismer: Flugt, kamp eller at stivne – nogle gange også med at stivne plus dissociation, altså følelsen af at forlade sin egen krop. Mit system må i den oprindelige situation med de seksuelle overgreb have besluttet: Jeg kan ikke løbe væk, jeg kan heller ikke kæmpe – så er der kun at stivne. Det hele styres af vores autonome nervesystem, det er ikke en bevidst beslutning. Og hver gang der kom en situation, der mindede om det tidligere overgreb, blev disse reaktioner udløst hos mig igen.

Det der forvirrede mig endnu mere, var at jeg i min ungdom igen og igen forsøgte at få opmærksomhed fra drenge og mænd. Jeg ville vide, om de ville have mig. Men i det øjeblik, de viste reel interesse og kom tættere på mig, var jeg færdig. Mit system kom i totalt kaos, og hvis de så kyssede mig eller rørte ved mig, følte jeg mig indvendig som død. Og alligevel kunne jeg se mig selv gentage dette mønster igen og igen. Jeg kunne ikke forstå det. Det føltes slet ikke godt, og alligevel var det som en tvang. Jeg bragte mig selv igen og igen i sådanne situationer, selvom de hver gang bragte mig i en lammende angsttilstand. Så voldsomt.

Mens jeg skriver dette her, mærker jeg stadig en spor af skam. Selvom jeg i dag ved, at jeg var fanget i en traume cirkel, der ubevidst tvang mig til at gentage traume – i håb om at løse det på et tidspunkt. Men jeg kunne det bare ikke. Selv små berøringer fra mænd, selv fra gode venner, kunne udløse denne chok-stivhed i mig. En ven, der til nytår lagde armen om min skulder og ønskede mig godt nytår. En ven, der efter et vellykket seminar kort rørte ved min skulder og sagde: “Det var virkelig godt.” En ven, der bankede mig på skulderen bagfra, da jeg byggede en tromme. Alt sammen normale berøringer, og alligevel udløste de noget i mig. Min største trigger var helt klart skulderen – men også andre kropsdele kunne fremkalde denne reaktion, selvom det var 100% ikke-seksuelle berøringer.

Det, der var så vanvittigt, var, at jeg kunne bevæge mig og tale i de øjeblikke. At stivne var noget, der skete dybt inde i mig, så det var svært at opdage udefra. Jeg vidste, at mine ord ofte lød mærkelige, og nogle gange stammede jeg. Og jeg fordømte mig selv for det igen og igen. 

Længe kunne jeg ikke forstå, hvorfor folk krammede hinanden. Helt ærligt? Jeg tænkte altid: “Den der nye, moderne lort, jeg har ikke brug for det.” Kram var for mig grænseoverskridende. 

De berøringer, der føltes ubehagelige, kom ikke kun fra mænd – også fra kvinder. Jeg kunne ikke sove i samme seng som en veninde, kunne ikke lide at blive krammet, holde i hånden eller mærke en arm omkring mine skuldre. Den eneste undtagelse var mine nærmeste familiemedlemmer. Men selv dér følte jeg mig mere tilpas, når jeg var den, der gav, fremfor at modtage. I dag tror jeg, at jeg følte mig tryg i den givne rolle, fordi jeg havde kontrollen.

I lang tid tænkte jeg: Ja, sådan er jeg bare. Jeg har ikke brug for det. Jeg troede, at jeg var en, der bare var meget uafhængig og klarede mig fint med smerte alene. Og jeg var endda stolt af det. I dag ved jeg, at det var min største svaghed. Ikke at kunne forblive i forbindelse – især når jeg havde det dårligt.

Som 18-årig udviklede jeg en spiseforstyrrelse. Jeg havde et enormt indre pres og kunne løse det lidt ved at kaste op. Bulimien var forbundet med meget skam, og jeg forstod ikke, hvorfor den pludselig var der. Samtidig følte jeg – så mærkeligt det end kan lyde – at det på en eller anden måde var godt for mig.

Allerede som teenager led jeg af stærke spændinger i skulder- og nakkeregionen. Jeg fik ordineret massage, og min massør mente, at mine muskler var så hårde som en 80-årigs. Rygsmerter fulgte mig allerede i min ungdom og dukkede fasemæssigt op igen og igen indtil jeg var sidst i 30erne.

Jeg havde også tidligt problemer med maven: Allerede som 15-årig led jeg af voldsomme mavesmerter og kraftig halsbrand. Hertil kom regelmæssig hovedpine. Da jeg som ni eller ti-årig engang var hos en ortopæd, spurgte han mig, om jeg tit havde hovedpine. I det øjeblik blev det for første gang klart for mig, at det var helt normalt for mig.

Ofte manglede jeg energi til at gå i skole, og jeg pjækkede meget. I dag ved jeg, at mit nervesystem var stærkt belastet af overgrebene, og da der så kom yderligere stressfaktorer, blev det simpelthen for meget for mig.

Generelt følte jeg mig aldrig rigtig godt tilpas i nærheden af andre mennesker – bortset fra få, der stod mig meget nær. Socialt samvær oplevede jeg som ekstremt anstrengende. Jeg foretrak ofte at være alene, fordi kontakten med andre udmattede mig. Ubevidst sørger jeg altid for, at ingen kom uventet for tæt på mig. Jeg stillede mig sådan, at min ryg var fri, foretrak at stå op af en væg og holdt altid øje med alle. Først i dag går det op for mig, at mit nervesystem var permanent anspændt dengang.

Mit nervesystem var konstant i alarmberedskab, og samtidig førte nye grænseoverskridelser igen og igen til retraumatiseringer – uden at jeg var bevidst om det dengang. Jeg troede, at det bare var den sociale kontakt og de mange mennesker, der ikke var godt for mig. Som teenager stillede jeg ikke engang spørgsmål ved det – jeg havde bare “ingen lyst”.

Det var en lang, hård proces at acceptere, at det virkelig er sket for mig. Jeg havde kæmpet hele mit liv for ikke at være et offer – og pludselig var jeg per definition et offer for seksuel vold. Jeg kæmpede meget med at have følelsen af at være et menneske af anden klasse. Som om denne oplevelse havde givet andre ret til at definere og klassificere mig. Det var for mig som endnu et overgreb – i dag er det slet ikke så voldsomt som i begyndelsen af min helbredelsesrejse, men følelsen er der stadig latent, når jeg skal være helt ærlig overfor mig selv.

I lang tid ville jeg ikke erkende, at det virkelig var sket. Jeg vidste, at underbevidstheden kan skabe falske minder, og klamrede mig til håbet om, at det var tilfældet for mig. Jeg søgte nærmest efter bekræftelse fra terapeuter eller fra faglitteratur, der bekræftede, at mine minder muligvis ikke er ægte. Men med tiden accepterede jeg det mere og mere. Symptomerne, billederne, hele min oplevelse var for klare, for entydige. I dag ved jeg, at det er sket.

Og alligevel er der stadig denne sarte barnestemme i mig, der hvisker: Måske er det slet ikke sandt. Måske spiller min underbevidsthed mig et puds. I de øjeblikke husker jeg mine symptomer og alt det, det gjorde ved mig. Så forstummer stemmen.

Mens jeg sidder her og skriver disse ord, løber tårer ned ad mit ansigt. Tårer af sorg. Sorg over den lille pige, der stadig sætter spørgsmålstegn ved sig selv. Mit intellekt og den største del af mig ved, at det er virkeligheden. Men processen med virkelig at acceptere det – den er stadig i gang.